/Kiselgur

Kiselgur

 

Vejlby Kiselgurgrav

søaflejringer med kiselgur fra Holstein Mellemistid og Vejlby Interstadialer i begyndelsen af Saale Istid

I dette område ved Rands Fjord var der flere kiselgrugrave bl.a. den i Vejlby.

  • Der er store forekomster af kiselgur omkring Rands Fjord
  • Det blev en årrække udnyttet industrielt
  • Kiselgur eller diatomé-jord er søaflejringer af kiselalger fra næstsidste mellemistid dvs. de er ca. 240.000 år gamle.
  • De mikroskopiske skaller af kiselalger danner her lag op til 20 meters tykkelse.
  • Kiselgur kan formes, når det blandes op i vand.


Vejlby Kiselgur

Forekomst

  •  Kiselgur er kun fundet få steder i verden bl.a. i
    • Ungarn
    • Algeriet
    • Island
    • Tyskland
  • Foruden ved Rands Fjord er der i Danmark blevet fundet Kiselgur
    • omkring Jennum ved Vejle
    • Ulstrup ved Langaa
  • Den største danske industriproduktion af kiselgur lå ved Rands Fjord
  • Der har i alt været fire kiselgurværker ved fjorden.
  • De tre har ligget indenfor det fredede område omkring fjorden
  • Man passerer dem på de afmærkede stier.

Anvendelse

  • Kiselgur er fri for giftstoffer og var anvendelig til mange ting. Bl.a.
  • Isolering i huse
  • Bindemiddel i salpeter
  • Pudring af kunstgødning for at forhindre sammenklumpning.
  • I kosmetik industrien hvor det blev puttet i produkter som pudder
  • Fyldstof i tabletter
  • Under Anden Verdenskrig blev det brugt i nitroglycerin, hvor det var med til at holde de enkelte stoffer i nitroglycerinen adskilt.

Historien bag

  • Et muldvarpeskud var årsag til at kiselguren blev opdaget i 1925.
  • Først opstart nogle år senere, da kiselgur dukkede op i forbindelse med et vejarbejde.
  • Et andet udsagn fortæller at det var en jæger, der fandt hvidt pulver omkring en rævegrav og det blev analyseret, og det viste sig at være kiselgur.

Produktionen

  • Det københavnske handelsfirma Andreas Jennow A/S var en af hovedaktørerne.
  • Kiselguren udviklede sig hurtigt til en stor industri ved fjorden med i alt fire kiselgurværker, hvoraf A/S Vejlby Kiselgur og Ran-Dan var de to største
  • I 1956 var årsproduktionen tæt på 10.000 tons i alt – det svarer til 400.000 sække af 100 liters størrelse.

  • Kiselguren skulle graves fri fra jorden med håndkraft.
  • Efter opgravningen blev kiselguren presset sammen til tromlelignende blokke.
  • Disse blev efterfølgende først lufttørret og derefter tørret i en ovn.
    • Ovnen var løsningen på et stort problem, da regnvejr kunne være med til at ødelægge det pressede kiselgur. Der blev derfor opført et par 10 meter lange rotorovne beregnet til at tørre blokke.
  • Til sidst blev den tørrede kiselgur hakket til et fint hvidt pulver, der blev distribueret videre rundt omkring i verden.


Arbejdere ved Vejlby Kiselgur


Kiselguren tørres

Eksport

  • Allerede før Anden Verdenskrig blev stoffet eksporteret til det norske firma Hydro.
  • Efter krigen og op gennem 1950’erne og 1960’erne udvidede eksportområderne sig til Sverige, England og Vesttyskland, hvor man blandt andet fremstillede salpeter.
  • Sidenhen kom det tilbage til de danske landmænd, der brugte det som bindemiddel for at forhindre gødningskornene i at klistre sammen.

Fortidsfund

  • Under gravning af kiselgur ved Vejlby blev der i 1962 fundet spor af en vildhest, der har opholdt sig i området under den næstsidste mellemistid for næsten 250.000 år siden. Den 40 cm lange knogle – et venstre spoleben – er et af de få danske fund af pattedyr fra denne periode.
  • Der er også fundet østers- og muslingeskaller, forstenede træstykker og aftryk af egeløv i kiselgurgravene.
  • I 20 meters dybde er der udgravet forstenede havskildpadder, søstjerner, blade og trærester.

Ophør

  • Da udvindingen ophørte sidst i 1970’erne, undlod fabrikanterne at
  • retablere landskabet.
  • De dybe råstofgrave voksede til og blev fyldt med
  • vand. I dag ses de som 20-40 meter dybe søer i landskabet.

Kilder
  • Ovenstående tekst er klippet fra nettet:
    • ‘Det tabte land – Sydjylland’ af Kjeld Hansen.
    • ‘Fredericiahistorie’ af Martin Mauritzen studentermedhjælp ved museet.
  • Billederne er venligst indsendt af Hans Bjerre Jensen og Jørgen Aamand