Ane Ryholt blev født Clemmensen den 13 okt. 1883 i Lysgård sogn.hun var datter af Andreas Clemmensen og Else Marie Lauritzen, som ejede overtestrup gård Dollerup bakker Skelhøje ved Viborg.

Hendes forældre fik 17 børn, de 14 var drenge, hun var nr. 11 i rækken, man (fornemmer det var før fjernsynet blev opfundet), som 13 årig kom hun ud at tjene på en stor gård, i  Over Testrup, ved Kjellerup. Hun avancerede hurtig til koge jomfru, hvilket i dag, ville betyde, at stå for husholdningen.

Som 16 årig løj hun sig 3 år ældre så hun kunne få plads på større steder, bl.a. Godset Ravnholt på Fyn.

Efter uddannelse på godser og i København, tog hun til Frankrig, med afstikkere til England Og Italien. I Paris lærte hun finere Fransk madlavning.

Da hun vendte tilbage til København, startede hun smørrebrødsforretning og charcuterie, på hjørnet af gl. Kongevej.  Senere opbyggede hun Le Petit Trianon, samt det Franske køkken,på henholdsvis gl. kongevej og Tornborgvej, i København.

På Trianon ( opkaldt efter et lille slot ved versailles ), indrettede hun smukke selskabslokaler, og leverede også mad ud af huset, hvilket ikke var kendt dengang.

Det var Københavns overklasse, bla. adelige og royale, der nød hendes fine middage, det var også stedet hvor skuespillere og teater folk mødtes efter forestillingen, disse fester var efter sigende mere løsslupne. Der var flere af endes nevøer og niecer, ansat hos hende. Den yngste niece, var forment adgang til de sene løsslupne fester.

Hun blev gift med Jens Peder Ryholt den 31 dec. 1920. I de følgende år drev hendes mand en stor slagter forretning, de havde også gartneri og villa i Holte .

Efter Plums død købte Ane og Peter Ryholt Trelde næs i 1930 til den nette sum af   115.000,00, svarende til ca 2mio.

I 1938 bliver de skilt, og Ane køber Peter Ryholt ud, og beholder næsset.

I 1960 var hun blevet 77 år, og sælger til den kendte storvildts jæger, Svend Hansen, i daglig tale, Safari Hansen. Han ejede en skrivemaskinefabrik, ” olympia ” i København. I midten af trediverne købte Ane Klintegården, ( der hvor campingpladsen ligger), samt en lille ejendom der lå nabo til.

Svend Hansen dør pludselig ca, 2 år efter at han havde købt Trelde næs i 1962.

Svend Hansen havde en veninde, der så vidt jeg ved havde titel af direktør i en olympia filial i Århus, vedkommende havde fået tilskødet Klintegården.

Hun var nok ikke særlig vellidt i familien, ihvertfald gik Klintegården på tvangs åuktion i 1966.

Ane Ryholt mødte også op på tvangs auktionen, og bød lystigt på ejendommen, da buddet nåede 300.000,00, klappede hun på sin håndtaske med ordene, de er her, Fredericias borgmester bød 10.000,00 mere og fik Klintegården. Han gjorde det klart at der skulle være campingplads.

For at gøre den del af historien færdig, indså Jørn hansen, Svend Hansens søn, at så ville isolationen og roen på Trelde næs være slut.  Han havde hestestutteri på sjælland, så han endte med at sælge hele næsset til kommunen i slutningen af 1966.

Ane Ryholt havde den klausul at hun havde ret til at bo i sidebygningen til Troldhuset til sin død,det måtte kommunen acceptere.

Hun døde 85 år gammel den 17 august 1968. Hendes urne er nedsat ved den buste der er rejst over hende, ved det lille klokke tårn, ved Troldhuset

Anes tid på Trelde næs

I juni måned 1930 køber Ane og Peter Ryholt Trelde næs, der er trådt i likvidation.

Jeg har tidligere nævnt hendes forhold til Ravnholt på Fyn,. Den kontakt holdt hele livet, også når der blev holdt jagter på Trelde næs, ikke mindst var man begejstrede for de uovertrufne frokoster og jagt middage. Der blev i det hele taget holdt mange selskaber på Trelde Næs.

En pudsig historie:  Ved en af disse jagt middage, blev en af gæsterne rigeligt over rislet, Carlo en nevø, blev af Ane, bedt om at tage vedkommende med ud i den friske luft. Det var imidlertid blevet regnvejr. Carlo gik i tørvejr, inde under stråtaget, mens den pæne gæst, han havde under armen, gik under tagdryppet. Hvad der kom ud af det, fortaber sig i glemslen.

Om vinteren drog hun og staben til Køben havn og passede sine forretninger.

En stor del af hendes søskendes børn var på skift ansat hos hende, og rejste med hende frem og tilbage mellem Trelde næs og København.

På et tidspunkt blev min kommende mor ,Karin clemmensen, også ansat hos hende, ca 1932, i forvejen var der allerede både en storesøster og storbroder ansat.

Jeg har nævnt når teaterfolkene holdt deres sene fester, gik det særdeles livligt til, så havde min mor ikke lov til at servere, til hendes store fortrydelse, hun ville jo godt se hvad der foregik.Hun har på det tidspunkt været ca 19 år.

Hendes bror Carlo og min kommende far, var kammerater, han havde fortalt om hans to søstre, så en aften hvor han gik tur med søstrene mødte de “tilfældigt” Peter Anthonsen.  Carlo spurgte i sjov hvem af de to det skulle være, hvortil der blev svaret, hvis det skal være en af dem , skal det være hende den lille. Min mor blev smækfornærmet, og knejste med nakken, at sådan en bondeknold skulle hun i hvertfald ikke ha. Men hun blev heldivis klogere, de blev gift i 1935.

Trods Anes mange luner, har jeg aldrig hørt andet end godt om hendes forhold til de ansatte.

Da hun købte Klintegården, måtte hun ikke lægge dem sammen, så hun måtte ha en bestyrer på hver sted. De var ikke altid enige om hvem der var mest betydningsfuld, og da hun ikke var på Trelde næs hele tiden kunne der opstå skærmydsler. En af bestyrerne klipper en stor del kristtjørn med bær og stikker pengene i egen lomme, det blev anmeldt, da Ane erfarer, at det er hendes bestyrer  trækker hun både erstatning og dom tilbage. hun tog dog en grusom hævn, han kom til at arbejde gratis indtil hans kontrakt udløb. den aftale accepterede han åbenbart.

De lokale landmænd og skov ejere, havde indimellem deres bataljer med bestyrerne, en havde den frækhed at skyde en jagthund der var med på jagt, men var kommet ind på Næssets område. Det gav en voldsom ballade, hvordan det endte husker jeg ikke.

Ane havde et monstrum af en personbil, en Hudson, fra ca 1930, med nummeret A12. Min mor har fortalt, at når hun kom kørende til Skelhøje, var der en hale af børn efter den, men også de voksne var benovede de havde aldrig set noget lignende. dens hjul var mindst 60cm i diameter, med træegre, under hjelmen lå der en 8 cylindret række motor, så køleren var en tre-m lang. Enhver færge ville være stolt af sådan en motor. Den havde lygter så store som den mellemmeste hunds øjne i Fyrtøjet, en særdeles kraftig projektør var placeret udvendig , i venstre side, oppe ved taget, den kunne styres indefra med et håndtag, så når man kom til Trelde Næs i mørke, kunne man afsøge området, at alt var roligt.   Foruden det hævede bagsæde, var der klapstole, der kunne lægges ned i gulvet, når de var i brug sad man med front mod hinanden, med god plads.

Når Ane skulle til København og retur til Trelde Næs, sejlede hun. Der gik dengang skib fra Fredericia til København, jeg mener at man sejlede om natten, med en god kahyt kunne hun være udhvilet ved ankomsten.   Når hun kom retur, var det kun Rasmus Nielsens biler der kunne bruges, det var store sorte skinnende amerikanske biler.

Når de om sommeren flyttede fra København, til Trelde Næs Var det chaufføren, (min morbror) der kom kørende fra København, med alt hvad der kunne proppes ind i den ,inkl. potteplanter, plus en kæmpe kuffert, der stod surret forsvarligt fast på bagagebæreren. Han gjorde gerne holdt hos os, for en kop kaffe . Den hang ganske alvorligt med bagenden.

Som voksen prøvede jeg at køre den,det var i sandhed hårdt arbejde, enhver nutidig last bil chaufør, ville øjeblikkeligt klage til arbejdstilsynet.

Under krigen stod den opklodset i savværket, hvor jeg som barn fik lov at sidde i førersædet.

Min morbror var i mange år både gartner og privat chaufør for hende

Der går mange myter om Trelde næs, bl.a. om næsse kongen han skulle ha boet på en borg, og var iflg. legende en grum kal, der ikke var god at komme i kløerne på, bl.a. lå han i en voldsom strid med ejeren af godset Nebbegård.  Det beretter Carit Etlar om i sin  roman Næssekongen ( CE  er født i Fredericia ). Lige ledes har Siegfred Pedersen skrevet visen om soldaten der var på natmanøvre og så skammeligt druknede i et vandhul, to hvide liljer og en knækket søjle, tror jeg den hedder.

Der gik mange rygter om spøgelser på Trelde næs. Engang havde nogle unge mennesker sat sig for at skræmme hende. så en nat hoppede de rundt neden for hendes sove værelse, iført hvide lagener. Ane åbnede vinduet og bad dem skrubbe af, da det ikke gik hurtigt nok tog hun sin pistol, og skød et par skud op i luften, det hjalp lidt på forståelsen. Hun havde våbentilladelse.

Sent i krigen besatte tyskerne hele næsset, og lagde sig ind på Troldhuset, de flyttede møbler mv udenfor, bl.a. hendes steinway flygel.   Da hun havde fået besked så hastede hun til Trelde næs. Der var et kompagni soldater anført af en major, som kommandant, Ham skældte hun huden fuld, i samtalens løb troede hun at de ville skyde hende, inden hun fik ham gjort begribeligt at det var hende der ejede stedet, hun fik ham hurtigt til at makke ret for majoren syntes godt om hendes rødvin, Flyglet og møblerne kom også i tørvejr. Efter krigen fik hun 15,000,00 i krigsskadeerstatning.

Mine forældre kom sammen med bestyrer parret på Klintegården. Ved kapitulationen , fik mine foældre besked om at vi kunne komme ud og se hvad tyskerne havde bedrevet. Frihedskæmperne havde overtaget Næsset, men tyskerne var der stadig.  Så vi var sammen derude sammen med bestyrer parret og deres søn.

På et tidspunkt står vi nede i en løbegrav, da der kommer en tysk soldat hen til os, i hænderne havde han et stykke træ legetøj, en hestevogn med to heste for, jeg så med forbløffelse at tårene løb ned af kinderne på ham.Han rakte hestevognen til bestyrerens søn Vagn. Det viste sig at den var købt til hans søn,  men han havde samme dag fået at vide, at hans kone og børn var blevet dræbt ved et bombe angreb, i Hamborg.

Foruden kamuflerede instalationer biler m.v. var der også installeret tre kanoner, fundamentet, til den ene kan stadig ses, for enden af vejen, helt ude ved vandet.

På et tidspunkt ville de demonstrere kanonen, så kamuflagen blev fjernet, og løbet blev svunget op og ned og til siden. Jeg var overbevist om at de ville fyre den af. Jeg syntes at min fars jagt gevær gav et ordentlig drøn, så jeg tog benene på nakken, jeg skulle ikke være i nærheden hvis de fyrede den af.

Ane havde besøgt slottet i vesailles, der havde hun set de facon klippede buske.

På Trelde næs, indrettede hun en have der gik helt ud til bæltet, med forskellige dyr klippet i tjørnebuske samt lysthus ,den kaldte hun for Edens have., men fra den tid hvor jeg kan huske var den ved at gro til.

Engang hvor min mor og jeg var ude at besøge hende , fik jeg hende ti at spille et stykke på hendes flotte flygel, det blev et uddrag af karmen. Med store armbevægelser, og en stemme der kunne skære sig igennem stål , var det en rystende oplevelse. På vej hjem sagde min mor ,hvis du kommer med herud igen, så spør du ikke om hun vil spille

I 1958 brændte Troldhuset, da brandbilerne kom forbi os, suste jeg bagefter, og hjalp med at slæbe møbler ud. Ane gik rundt og vred hænder, hun spurgte om jeg ville hjælpe hende hun var over bevist om at alle ville bestjæle hende, på hendes teatralske måde, meddelte hun mig, at jeg ville blive forgyldt, hvis jeg sagde ja. Da jeg kom hjem fortalte jeg min far hvad hun havde sagt. Hans eneste kommentar var,”  Skidt med forgyldningen, dreng, fortæl hende hvad du vil ha i timen ” Det gjorde jeg så , det faldt aldeles ikke i god jord, men hun accepterede.

Efter artiklen i Dagbladet, blev Anes hoved stjålet, det føler jeg en vis skyld for,  jeg har på opfordring af Marianne Husted, sagt ja til at vi i fælles skab prøver ,at se hvad vi kan gøre, der må jo være en form som den er støbt. I Trelde Næs bogen står der at den er lavet af kunstneren, Sigfred Wagner (hun stod selv model), Den er støbt af hof bronze støbe firmaet, Rasmussen København. Nytårs aften 1965 overtog smørrebrøds dynastiet, Oskar Davidsen, Søpavillonen i København, en af gaverne var Anes gipsbuste, det er hvor jeg er nået til, nu skal vi ha kontakt til københavn og se om den stadig findes.